Inseminering af kvier og køer

Her finder du spørgsmål og svar om inseminering af kvier og køer.

Insemination er almindelig af flere årsager. Det er nødvendigt for landmændenes avlsarbejde at inseminere deres kvier og køer. På den måde kan de være sikre på, at de avler de bedste og de sundeste køer. Inseminering er også nødvendigt, for at kunne bruge kønssorteret sæd, og for at kunne avle krydsningskalve, som er med til at reducere aflivningerne af nyfødte tyrekalve. Det er desuden en fordel, at den usikkerhed og den fare, der er ved at have en tyr gående, kan undgås.

Inseminering er nødvendigt for det avlsarbejde, der hele tiden laves for at sikre de bedste og sundeste køer. Inseminering er også nødvendigt, for at kunne bruge kønssorteret sæd, og for at kunne avle krydsningskalve, som er med til at reducere aflivningerne af nyfødte tyrekalve. Det er desuden en fordel, at den usikkerhed og den fare, der er ved at have en tyr gående, kan undgås.
Ved inseminering kan det i højere grad sikres, at der avles sundt kvæg. Det er desuden positivt, at der kan bruges kønssorteret sæd og avles krydsningskalve. På den måde kan antallet af tyrekalve, der skal aflives, for eksempel reduceres.
Det er kun uddannede inseminører, der må inseminere danske kvier og køer i Danmark. På den måde kan det sikres, at insemineringen finder sted under ordentlige forhold, og man kan undgå, at kvien eller koen bliver stresset, og at insemineringen derfor mislykkes. Det er hensigtsmæssigt, da alle er ønsker, at insemineringen skal lykkes og resultere i drægtighed.
Kvier og køer er i brunst hver 3. uge, og det er på det tidspunkt, hun insemineres. Det er nemlig det tidspunkt, hvor hun kan befrugtes. Her viser hun selv med sin adfærd, at hun er klar til at blive drægtig.

Hvis inseminationen udføres korrekt af en rutineret person, gør det ikke ondt på koen, ligesom det er en af de sikreste måder at befrugte en ko på. Der er ingen grund til at formode, at det gør ondt på koen, da den forholder sig roligt under insemineringen, som i øvrigt gennemføres på under 30 sekunder.

Det er i mælkebondens interesse at sikre, at processen udføres korrekt og sikkert, da det også øger chancerne for, at koen bliver drægtig. Risikoen for, at koen kommer til skade eller udsættes for smerte, er mindre sammenlignet med bedækning. En behandsket hånd føres forsigtigt ind i rectum (endetarmen), og sædstrået føres ind i cervix (livmoderhalsen), så sæden placeres på det rigtige sted, hvorved risikoen for skader minimeres.

Det er kun uddannede inseminører, der må inseminere kvier og køer i Danmark. På den måde kan det sikres, at insemineringen finder sted under ordentlige forhold, og man kan undgå, at kvien eller koen bliver stresset, og at insemineringen derfor mislykkes. Det er hensigtsmæssigt, da alle er ønsker, at insemineringen skal lykkes og resultere i drægtighed.
 En inseminering af en ko kan ikke betragtes som en voldtægt, da en kvie eller ko kun bliver insemineret på det tidspunkt, hvor hun er i brunst, og hun dermed ikke skades ved en inseminering. En kvie eller en ko viser selv ud fra sin adfærd, at hun er i brunst, og at hun derfor er klar til at blive drægtig. 
En ko insemineres som regel igen tre måneder efter, den har kælvet. Da en ko er drægtig i 9 måneder, betyder det, at køerne bliver insemineret en gang om året.   
En kvie eller ko bliver i cirka insemineret 2 gange, før hun bliver drægtig. Det vil sige, at hun insemineres to gange for hver kalv, hun får. Det er forskelligt, hvor mange kalve en ko får gennem sin levetid. En kvie er cirka 2 år, første gang hun får en kalv, og da en gennemsnitsmalkeko bliver knap 5 år, vil det ofte være cirka tre kalve.
Køerne insemineres ikke oftere, end en tyr ville bedække den, hvis det gik naturens gang. En ko insemineres derfor heller ikke oftere, end hvad der er naturligt for den.