Separation af ko og kalv efter kælving

Her finder du spørgsmål og svar om separation af ko og kalv efter kælving.

Landmændene holder malkekøerne som husdyr, fordi de kan producere mælk til forbrugerne. For at landmændene kan komme til koens mælk, er de nødt til at fjerne kalven fra koen kort tid efter kælvningen. Denne adskillelse sker så skånsomt som muligt og i overensstemmelse med erfaringer, der er anerkendt både praktisk og videnskabeligt.

En ko og dens kalv skal ifølge dansk lovgivning gå sammen i minimum 12 timer ved konventionelle malkekvægsbesætninger, mens de skal gå sammen i minimum 24 timer ved økologiske malkekvægsbesætninger. Herefter må landmændene skille dem ad.

Efter kælvningen begynder koen og kalven at danne sociale bånd. Disse bånd forstærkes gennem den tid, de går sammen, og en senere adskillelse af koen og kalven er derfor mere belastende og stressende for dem end en adskillelse, der sker allerede efter 12-24 timer. En tidlig adskillelse minimerer desuden risikoen for, at koen, som kan være en rask smittebærer, smitter kalven, der er meget modtagelig over for smitte.

Det er rigtigt, at kalven i enkelte tilfælde bliver fjernet fra sin mor, før der er gået 12 timer. Det skal landmanden nemlig gøre, hvis en kvægbesætning er smittet med en infektion som for eksempel salmonella, da det er det sundhedsmæssigt mest forsvarlige for kalven.
Det er svært at fastsætte det mest optimale tidspunkt for, hvornår det er bedst at adskille en ko og dens kalv. Koen og kalven stimuleres begge positivt ved, at koen får lov til at slikke kalven. Omvendt har forsøg også vist, at det er mindre stressende og belastende for koen og kalven, hvis de adskilles tidligt, fordi de ikke når at knytte helt så stærke sociale bånd. Det er nogle af de aspekter, der har haft betydning for beslutningen om, at koen og kalven skal gå sammen i minimum 12-24 timer.

Nej det er det ikke. Selve adskillelsen af ko og kalv vil være en belastning for dem begge, uanset hvornår det sker. Forsøg har vist, det hvis adskillelsen sker så tidligt som muligt, nedsættes denne belastning for både koen og kalven.

Landmanden er nødt til at skille koen og kalven fra hinanden, for at malkekoen kan bruges til at producere mælk. Forsøg har vist, at en tidlig adskillelse er det mindst belastende for koen og kalven, da de ikke når at knytte helt så stærke sociale bånd. Det er desuden ikke kun negativt for kalven, at den fjernes tidligt fra sin mor, da det mindsker risikoen for, at den smittes med sygdomme fra koen, som kan være rask smittebærer. Derudover kan en kalv bedst vænne sig til mennesker i løbet af dens første leveuge, og det sker i høj grad ved, at staldpersonalet har tæt kontakt med kalven under for eksempel mælkefodring.
Det er livsnødvendigt for en kalv, at den får råmælk indenfor de første 6-8 timer i dens liv. I kalvens første levedage får den derfor råmælk fra enten sin mor eller andre køer i besætningen. Herefter skal kalven naturligvis have tilstrækkelig mælk af god kvalitet gennem hele mælkefodringsperioden. Det får den enten fra nogen af besætningens køer eller gennem mælkeerstatning, der er baseret på komælk. Derudover fodres kalvene med fast foder, så deres mavetarmsystem udvikles naturligt. 

På grund af smittefare fra større kalve, bliver kalven placeret i en enkeltboks, når den er blevet adskilt fra koen. Der er dog regler om, at kalven både skal kunne se og røre ved andre kalve, så deres sociale behov kan blive opfyldt. Efter nogle uger kommer kalvene til at gå sammen.

Koen og kalven brøler, efter de er blevet skilt ad, fordi de forsøger at finde hinanden. Det gør de, fordi de har nået at knytte bånd. Hvis koen og kalven adskilles tidligt, reduceres denne brølen. Derudover er det en fordel, at koen og kalven bliver fysisk adskilt, så de ikke kan se og høre hinanden.