Pasteurisering

Her finder du spørgsmål og svar om pasteurisering af mælk.

Pasteurisering er en lovpligtig og veletableret metode til at sikre fødevaresikkerheden. Det er en enkel opvarmningsproces, hvor mælken opvarmes til min. 72 °C i min. 15 sekunder for at eliminere skadelige mikroorganismer. Al drikkemælk, der sælges fra mejerier i Danmark er pasteuriseret.

Det meste ost i Danmark er produceret af pasteuriseret mælk, men der anvendes bl.a. også termiseret mælk eller rå mælk. Termisering er en varmebehandling, hvor mælken ikke varmes så højt op, hvilket bevarer nogle af mælkens naturlige enzymer, bl.a. lipaser, hvilket f.eks. er ønsket i visse blåskimmeloste.

Ekstra information:
Rå mælk har ikke gennemgået en varmebehandling, som f.eks. pasteurisering og derfor kan rå mælk indeholde skadelige bakterier.  Fødevarestyrelsen anbefaler, at man ikke drikker rå mælk på grund af den øgede risiko for sygdomsfremkaldende bakterier. Gravide, små børn, ældre og mennesker med nedsat immunforsvar har størst risiko.

Pasteuriseringens temperatur og varighed (normalt 72 °C i 15 sekunder) er forholdsvis lav og ødelægger derfor hverken mælkens smag eller de ernæringsmæssige egenskaber.