Pus

Her finder du spørgsmål og svar om pus i mælk.

Dansk mælk indeholder ikke pus (’væske fra betændelse’).

Den misvisende myte om, at mælk indeholder pus, er opstået ud fra den misforståelse, at pus og hvide blodlegemer er det samme. Pus er en tyk, lysegul væske, der bl.a. indeholder døde hvide blodlegemer og betændelsesvæske (exudat), der samler sig hvor der er en infektion.  Sunde køer har, som mennesker, hvide blodlegemer, der cirkulerer i deres krop, og derfor har de små mængder i mælken, der måles som celletallet. Tilstedeværelsen af få hvide blodlegemer betyder ikke at der er en infektion.

I Danmark renses den rå mælk i flere trin, før den ender i mælkekartonen.
Mekaniske filtre findes både mellem køletanken på gården og tankbilen, og mellem tankbilen og silotanken på mejeriet.
Den egentlige rensning af mælken sker i centrifugen på mejeriet, hvor uønskede celler renses fra i forbindelse med at mælken skummes til skummetmælk og fløde, da de ellers vil kunne påvirke ostens modning i en uønsket retning.
Der er ikke tale om at cellerne udgør en fare for fødevaresikkerheden, men at de kan påvirke kvaliteten af produktet på en måde, så produktet ikke opfylder forbrugernes forventninger.
I øvrigt er dansk mælk noget af det reneste i verden mht. celler og bakterier, fordi landmændenes har fokus på at levere mælk af så høj kvalitet som overhovedet muligt.